De svømmende krybdyr er bl.a. dinosaurernes stamfædre, som jagtede deres bytte i vandet.
De kom frem ved at svinge deres lange stærke hale fra side til side. For at komme afsted,
satte de af med bagbenene, som var længere end deres forben.
Over en meget lang periode adskillige mill. år, begyndte nogle af disse krybdyr at gå på land, mest for at finde nye fødemuligheder, men også for at undgå rovfiskene. De fleste kunne ikke rejse sig på alle fire ben, som fx en hund, men de brugte deres ben til at løfte kroppen fri af jorden. De har sikkert set ud som krokodiller i trav.
Når de skulle finde føde, eller formere sig, vendte de tilbage til vandet. Fra sådanne krybdyr blev den lille Euparkeria udviklet. Den var kun 1 meter lang.
Den gik på landjorden på alle fire ben og løftede derved sin krop fri af grunden. Da den havde meget svært ved at løbe p.g.a. de korte forben, blev den nødt til at balancere på bagbenene, hvis der skulle løbes hurtigt. Den brugte sin meget lange hale som modvægt, mens den fór fra sted til sted.
Lagosuchus fik sit navn efter forskere, fordi den bevægede sig meget hurtigt. Lagosuchus betyder: Hare-krokodille. Det lille dyr gik også på alle fire ben, men den brugte kun bagbenene, når den skulle løbe. Byttet var dyr, der var mindre end den selv.
Rigtige dinosaurer havde en meget veludviklet fodstilling med bagbenene placeret lige nedenunder kroppen. Dette gjorde at dinosaurer som Staurikosaurus kunne løbe hurtigere end både deres byttedyr og rivaler. Derfor var de langt farligere end deres stamfædre krybdyrene.
Det er sandsynligt, at antallet af dinosaurer på jorden steg langt hurtigere i forhold til andre dyrearter, fordi de kunne løbe hurtigere. De største af de planteædende dinosaurer kunne slippe bort fra forfølgere, og de kødædende dinosaurer kunne fange og dræbe de dyr, der bevægede sig langsomt.